2021 er begyndt, og ligeledes et nyt kalenderår for vores lille forening. 2020 stod i Coronaens tegn, både for os herhjemme i Danmark men i særdeleshed for vores lokale partnere i det østlige Indien. Som med så mange andre ting, rammer sygdomme oftere dér, hvor fattigdommen er størst og mulighederne færrest. Indien har haft over 10 mio. tilfælde af covid19 og mere end 150.000 mennesker menes at være døde af sygdommen. Kolkata, hvor Ahead har deres hovedkontor, har været blandt de hårdest ramte byer i landet.
For vores projekter i landdistrikterne i Vestbengalen, Orissa og Jharkhand har Corona-pandemien betydet store forsinkelser på projektaktiviteterne og nogle steder fuldstændig nedlægning af arbejdet grundet forsamlings- og bevægelsesforbud. Derfor har vi allerede nu søgt CISU om forlængelser af flere af vores projekter. Indtil nu har vi fået godkendt forlængelser af Håndværksprojektet og Fødevaresikkerhedsprojektet, og i det kommende år regner vi med at ansøge om en forlængelse af Efterskoleprojektet. For de projektansvarlige og medarbejderne i felten, har det været en stor lettelse, at de hermed har fået mere tid til at stable aktiviteterne på benene igen og genoplive det engagement, som var i landområderne, fra før Covid19 ramte.
Og der er der lys for enden af Corona-tunnelen. Smittetallene i Indien er dalet markant siden efteråret, og et enormt nationalt vaccinationsprogram blev påbegyndt den 16. januar 2021. Ligesom herhjemme, er det i første omgang særligt sårbare og sundhedspersonale, der skal vaccineres i Indien. Selvom det vil tage tid, for den over én milliard store befolkning at komme ovenpå efter pandemien, beretter vores partnere i Ahead om stort håb om og optimisme blandt by-såvel som landbefolkningen. Forhåbentlig bliver 2021 et væsentligt mere sikkert år, både sundhedsmæssigt, socialt og økonomisk, end 2020.
I mellemtiden, og som vi også har skrevet tidligere, har Corona-pandemien været med til at synliggøre nødvendigheden af en landbefolkning, som kan brødføde sig selv og andre – i krisetid så vel som i fremgangstid. Verden afhænger af den fødevare- og håndværksmæssige produktion, der foregår blandt fattige landbefolkninger kloden rundt, og uden de rette uddannelsesmæssige, sociale og kulturelle betingelser, er det ikke muligt at imødekomme sådanne behov på en bæredygtig måde. Det er disse forhold som iiINTERest og Ahead fortsat vil arbejde på at bedre i stadigt større omfang i 2021.