At skabe udvikling og finde en fælles vej, der er til at kommunikere omkring, når kultur og sprog er en udfordring, kan være brolagt med store forhindringer. Vi har derfor benyttet os af den fælles natur som omfatter os alle, som udgangspunkt for, hvordan silke kan fremstilles og præsenteres. Den vilde tussah silke som vi arbejder med i landsbyen, har været kilde til indtægt gennem generationer; den bliver bearbejdet af både mænd og kvinder i familien. Kvinderne spinner tråden og mændene væver. Efterfølgende sendes stoffet videre til andre familier, hvor mænd står for at dekorere stoffet ved hjælp af trykklodser og håndmaling og kvinder broderer og syr. Motiverne har traditionelt set taget udgangspunkt i livet i landsbyen, men eftersom mellemmænd har overtaget kontrollen af stofferne, har landsbyen i højere grad har været underlagt bestillinger fra byfolk, har motiverne mistet deres lokale præg. I håndværksprojektet genvinder vi noget af det tabte ved at fokusere på naturen.
Det giver anledning til at tale om, hvad vi gør for at passe på vores natur: det kunne eksempelvis indebære at undgå brug af kemikalier, som hidtil har været den måde landsbyen farvede stoffer på gennem de seneste årtier og som har ført til forurening af marker og drikkevand gennem spildevand fra produktionen. Gennem talrige eksperimenter har vi nu fundet frem til en række naturlige farvestoffer udvundet af planter, blomster, frugter og blade. I det hele taget er alle mulige elementer fra den omgivende natur blevet afprøvet, for at finde frem til de farver, som kan binde sig til tussah silken. Resultater er: ingen giftstoffer der forurener deres jord, drikkevand og fødevarer.
Nye tiltag skal der til for at bevare den fantastiske produktion, som har brødfødt familier gennem generationer, men som nu i den moderne verden uddør, medmindre de får en hjælpende hånd. De unge kan ikke fastholdes i landsbyen og trækker mod de store byer, hvor en kummerlig tilværelse som konstruktions- eller fabriksarbejder ofte er resultatet. Og livet for de tilbageblevne i landsbyen bliver herved endnu fattigere. Det er nu, gennem mange eksperimenter, lykkedes at fremstille produkter, der er både i overensstemmelse med den omliggende natur, ikke producerer giftstoffer for hverken jord eller mennesker og med et udtryk, der tager afsæt i de medvirkendes liv og omgivelser.
Med et sådant produkt i hånden, gives der anledning til at dialog med potentielle kunder om, hvordan vi alle kan være opmærksomme og passe på vores klode. Det er en lang vej at nå, til at kunne fremstille et produkt, der er håndlavet i alle processer og fremstilles med så simple materialer og under så simple faciliteter, som det er tilfældet i Tantipara. Mange processer foregår præcis som for hundrede år siden, men det er på mange måder dét som muliggør, at de mænd og kvinder som udfører arbejdet, kan integrere det i det beskedne liv, som leves i Indiens landområder.
Med de fremstillede produkter i kufferten, er en lille gruppe af håndværkerne fra silkesammenslutningen draget på endnu en udstilling – denne gang i Delhi, hvor der afholdes en messe for kunsthåndværk fra hele Indien. Det er med stolthed i hele kroppen, at de nu kan stå og sælge de stoffer, som så mange i deres landsby har været med til at skabe. Håbet er, at der er en acceptabel fortjeneste tilbage, når alle udgifter er betalt. Produkterne er som oftest for dyre til at landbyboerne selv har råd til at købe dem, så de skal sælges til de mere velbemidlede indere, der på den måde får indblik i, hvordan livet kan leves i Indiens fattige landområder.
Bevidstheden om naturens kræfter og hvilken vidunderlig gave den er til mennesker, kan være med til at åbne op for den snak, vi alle må forholde os til: hvis vi ikke værner om vores klode, og hver især forsøger at tage stilling til, hvad vi kan gøre for at undgå at forurening og rovdrift ikke ødelægger potentialerne for vores fælles fremtid.
Håndværksinitiativet i Tantipara har ført til, at man på distriktsplan (svarende til regioner) har fået interesse for at bidrage med teknisk assistance og økonomisk støtte til området. Nu er den nye udfordring så, hvordan vi ved fælles hjælp kan få endnu flere familier med i processen, så indkomstmulighederne bliver bedre for den trængte befolkning i nogle af Indiens fattigste landområder. Det er ikke nogen lille udfordring – men tænk bare, at en lille sommerfugl kan bringe mad på tallerkenen for et helt lokalsamfund. Det kan godt gøre én lidt ydmyg.