Mandag den 30. april blev der afholdt generalforsamling i iiINTERest. Søren Jeppesen, Gitte Falk, Poul Daugbjerg, Bodil Faber og Frants Christensen blev alle genvalgt til bestyrelsen, og kan se frem til endnu et spændende år i foreningen. På generalforsamlingen blev der blandt andet aflagt beretning over det forgangne år i vores lille forening, og her kunne bestyrelsesformand, Søren Jeppesen, fortælle om, hvordan det står til med vores projekter, samt om hvilke planer og ambitioner vi har for fremtiden. Ud over at der i landsbyerne fortsat er stor tilslutning til både fødevaresikkerheds- og uddannelsesprojekter, som i øjeblikket befinder sig på henholdsvis 3. og 2. fase, har vores samarbejdspartner, Ahead Initiatives, i løbet af det seneste år opnået en anseelig mængde opmærksomhed fra både medier og myndigheder, der i stigende glad anerkender de positive resultater som vores projekter afføder. Herover har vi i 2018 søsat vores håndværksprojekt, som har til formål at yde støtte og læring til lokale håndværkere og unge uden uddannelse. Projekter foregår, indtil videre, i landsbyen Tantipara, der i århundreder har levet af at producere håndlavede silkestoffer til sarier og andre traditionelle beklædningsgenstande. Mellem oktober 2018 og marts 2019 har Bodil Faber og Gitte Falk to gange afholdt workshops med håndværkere, der alle beskæftiger sig med forskellige delprocesser af silkeproduktionen, samt med unge kvinder uden uddannelse, der ønsker at lære et håndværk, og opfølgende møder er blevet afhold af Aheads personale. Alt dette og mere til kan du læse om i vores årsberetning, som du finder her.