Alle gode gange 7! Det var devisen vi fulgte, da iiINTERest’s (herefter ii) bestyrelse den 11. juni i år drog mod Kastrup for at modtage en mindre delegation af Ahead Initiatives (herefter Ahead) medarbejdere- og bestyrelsesmedlemmer i lufthavnen. For første gang siden 2008 var det nemlig lykkedes at få tilladelse til at tre repræsentanter fra vores Indiske partnerorganisation kunne rejse på besøg til Danmark. Ganske vist var der enkelte skår i glæden: kun tre af de fire Ahead-ansatte, som vi oprindeligt havde inviteret til Danmark, have nemlig succes med at komme igennem Danmarks finmaskede visumansøgningsproces. En skuffelse både for ii, men særligt for Arunesh, én af Aheads mangeårige og dygtige projektledere, som (endnu engang) måtte pakke kufferten ud i Kolkata igen.
De ti dage, hvor de tre Ahead-prepæsentanter, Abeer, Dibya og Swapan, befandt sig i Danmark var tætpakkede. Temaet for besøget var uddannelse: for børn, for unge og for voksne. Og ruten strakte sig på tværs af landet, fra Sjælland, til Jylland, over Fyn og Tåsinge og til sidst tilbage til Sjælland. I løbet af opholdet besøgte Ahead-delegationen skovbørnehaver, friskoler, efterskoler og højskoler. De blev vist rundt, fik fortalt historier, hilste på børn, elever og lærere og debatterede uddannelse med repræsentanter fra bl.a. Den Fri Lærerskole i Ollerup, Den Grønne Friskole i København, Den Internationale Højskole i Helsingør samt uddannelseskyndige eksperter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Temaerne for de mange besøg på var naturligvis mangfoldige, men kredsede alligevel alle om fælles ambitioner som demokratisk dannelse, elev- og lokalinddragelse, praksislæring og bæredygtig dannelse. Temaer som alle spiller en central rolle i Aheads uddannelses- og efterskoleprojekter i Indien. Lærere, pædagoger og ledere fra de mange danske uddannelsesinstitutioner delte åbenhjertigt ud af deres erfaringer til stor inspiration og begejstring for Ahead-folkene såvel som ii’s bestyrelse. Om aftenerne, når de daglige programmer officielt var ovre, og de indiske gæster havde forsørget sig med dansk mad, blev oplevelserne delt og der blev diskuteret og ideudviklet: hvad gør institutionerne, hvorfor virker det, og hvordan kan nogle af de samme tanker bruges i en indisk kontekst? For selvom det østlige Indien, hvor Ahead arbejder, adskiller sig fra Danmark på en lang række områder, så har vi stadig mange fælles visioner. Ønsket om lokal-relevant læring, om udviklingen af livsduelige mennesker, og om forståelse for naturens processer og bæredygtighed. Og hvor meget dansk uddannelses-tankegods går tilbage til den Grundtvigianske fri- og højskolebevægelse, så har Ahead i høj grad ladet sig inspirere af filosofien og praksis fra den folkekære tænker og uddanner, Rabindranath Tagore (som i sin tid selv besøgte den Internationale Højskole i Helsingør).
Foruden det halvkedelige danske sommervejr, bød besøget på masser af inspiration, som særligt vil kunne integreres i de to pågående projekter Uddannelsesprojektet (som på nuværende tidspunkt befinder sig i sin 3. fase) og Efterskoleprojektet (et nyere projekt i sin første fase). Desuden var besøget et tiltrængt og glædeligt gensyn med et lille udpluk af Ahead-folkene, som vi ellers ikke har mødt i den fysiske verden siden før Corona. Muligheden for at lære sammen og drøfte fælles tanker og visioner er en uundværlig forudsætning for et stærkt partnerskab og for udviklingen af gode og visionære projekter. Vi håber meget at kunne gentage den store succes, som besøget var, når vi igen om et par år vil forsøge at afholde endnu et partner-besøg. Til den tid forhåbentlig med alle de inviterede Ahead-medlemmer til stede på dansk jord.